Det Forenede Kongerige og Den Europæiske Union
Det Forenede Kongerige (bestående af de fire lande England, Skotland, Wales og Nordirland) er ikke længere medlem af Den Europæiske Union. Det britiske exit, eller Brexit, trådte i kraft i begyndelsen af januar 2021, og siden da har Storbritannien ikke længere været underlagt EU-lovgivningen eller EU-Domstolen, selvom en del af lovgivningen vedrørende Nordirland stadig er i kraft.
Selvom Storbritannien som en samlet enhed ikke længere er en del af EU, har Nordirland fortsat adgang til det europæiske indre marked, som tillader fri bevægelighed for kapital, varer, tjenesteydelser og personer inden for grænserne af EU’s medlemslande.
Lang historie
Konceptet om lettere handel mellem lande opstod første gang i 1951, da seks store europæiske lande underskrev Paris-traktaten.
Landene blev kaldt “de indre seks” eller blot “de seks”:
- Belgien
- Tyskland
- Luxembourg
- Frankrig
- Holland
- Italien
Sammen dannede de seks Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) med det formål at forenkle og lette handelen mellem de seks medlemslande. Fra begyndelsen viste eksperimentet sig at være en succes, og det blev besluttet at udvide konceptet, og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) såvel som Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) blev etableret.
EEC og Euratom slog sig sammen og blev til De Europæiske Fællesskaber, eller EF, i 1967, da fordelene ved frihandel blev stadig tydeligere, og flere lande ønskede at tilslutte sig det nydannede EF. Selv Storbritannien var ivrig efter at deltage i projektet om det indre marked og indgav ansøgninger i 1963 og fire år senere i 1967. Begge forsøg blev dog ikke til noget, da den daværende franske præsident Charles de Gaulle nedlagde veto mod medlemsansøgningerne.
To år efter præsident de Gaulles afgang, i 1971, blev muligheden for at blive medlem af (det daværende) EØF diskuteret i det britiske parlament, hvor medlemmerne med overvældende flertal stemte for et medlemskab af EØF. Efter megen debat i det følgende år vedtog det britiske parlament endelig loven om De Europæiske Fællesskaber i 1972, og Storbritannien blev endeligt medlem af EØF den 1. januar 1973 sammen med Danmark og Republikken Irland.
Problemer og stridigheder
Selvom de økonomiske fordele ved medlemskab af EF var tydelige, var mange britiske politikere og borgere ikke helt tilfredse med situationen. Mange mente, at betingelserne for europæisk medlemskab var mindre gunstige, end de burde være, og flere var utilfredse med, at europæisk lov ofte havde forrang for britisk lov. Måske i en trodsig handling afviste Storbritannien den fælles europæiske valuta, euroen, og valgte at beholde sit eget pund sterling. En handling, der ikke faldt i god jord hos mange europæiske bureaukrater.
Næsten fra starten delte Storbritannien sig i to lejre: dem, der gik ind for europæisk medlemskab, og dem, der var imod. Denne opdeling fulgte grundlæggende de politiske partier, hvor det konservative parti overvejende var for medlemskab af EF (eurofile), og det euroskeptiske Labour-parti overvejende var imod. I 1983 inkluderede Labour-partiet endda et løfte om at forlade EEC i sit valgprogram.
En national folkeafstemning om at forblive i EEC blev afholdt i 1975, og på trods af mange protester i gaderne stemte næsten 70% af vælgerne for at blive. På trods af den positive afstemning for de eurofile var der stadig en stærk følelse af mistillid og modvilje mod EF i hele Storbritannien. Som årtierne gik, begyndte den positive holdning til EEC-medlemskab at aftage, da flere og flere britiske borgere begyndte at tro, at Storbritannien ville være bedre tjent med at klare sig selv og ikke være en del af en europæisk superstat.
47 og ud
Ingen yderligere offentlig afstemning om at forlade
Europæiske Union
(som det nu hedder) blev gennemført efter det positive resultat i 1975, men euroskepticismen var stigende i hele Storbritannien og især i England. Som en del af det konservative partis valgkampagne lovede Englands premierminister, David Cameron, vælgerne en ny folkeafstemning, hvis hans parti fik succes. Da de konservative vandt valget, blev der afholdt en folkeafstemning om EU-medlemskab i 2016 med et noget uventet resultat.
I et meget tæt opgør valgte 51,9 % af vælgerne at forlade Den Europæiske Union. Så begyndte processen med at forlade EU på en pæn måde, og Storbritanniens udtræden blev kendt over hele verden som Brexit. Der var mange løse ender og juridiske spørgsmål, der skulle afklares, før Storbritannien endelig kunne forlade EU, og Brexit-processen var ved at blive afsluttet, da den ene aftale efter den anden blev afvist eller måtte genforhandles. Efter mange om og men mellem den britiske regering og EU-hierarkiet blev det til sidst aftalt, at Storbritannien skulle forlade EU og dermed afslutte 47 års medlemskab.
Har du skiftet mening?
Næsten umiddelbart efter afstemningen om at forlade EU blev der rejst spørgsmål om resultatets lovlighed, da mange meningsmålinger viste et stort flertal for at blive i EU. I 2019, kun tre år efter folkeafstemningen, viste uafhængige meningsmålinger, at 53% af vælgerne ønskede at blive i EU, mens det snævre flertal på 51,9% for at forlade EU var faldet til 47%.
Mange mennesker i Storbritannien (især i Skotland og Nordirland) mener nu, at Brexit var en fejltagelse, og det anslås, at 14% af dem, der stemte for at forlade EU, nu ville stemme den anden vej.
Der blev udtrykt bekymring over, at det hovedsageligt var ældre mennesker, der havde stemt for at forlade EU, og at de ikke så nogen fordele ved det indre marked eller visumfri adgang til Europa. I 2019 var der anslået 2,5 millioner mennesker i Storbritannien, som ikke havde stemt eller var for unge til at stemme ved folkeafstemningen i 2016. Politiske analytikere vurderer, at hvis afstemningen havde fundet sted i 2019, ville der have været en overvægt til fordel for at blive, og Storbritannien ville stadig være medlem af EU. Det synes at være en meget sandsynlig antagelse, da en online underskriftsindsamling med over seks millioner underskrifter i begyndelsen af 2019 bad regeringen om at forblive medlem af EU.
Brexit-effekter på Storbritannien
Mange økonomer forudså, at Brexit ville få negative konsekvenser for Storbritannien og føre til en reduktion i befolkningens indkomst pr. indbygger. Det viste sig at være tilfældet i årene umiddelbart efter folkeafstemningen i 2016, da usikkerheden om, hvad der ville ske efter Brexit, påvirkede den britiske økonomi negativt, fordi udenlandske investorer var tilbageholdende med at risikere deres kapital i en usikker fremtid.
En lækket analyse fra den britiske regering afslørede en forventet reduktion i den økonomiske vækst på mellem 2 og 8% i de femten år efter Brexit. Tilhængere af Brexit foreslog at forhandle nye handelsaftaler med Canada, Australien og New Zealand (CANZUK) for at erstatte tabte europæiske indtægter, men økonomer mener, at sådanne aftaler (selvom de er nødvendige) ikke vil være nær så værdifulde som de tabte med EU’s medlemslande.
Der er ingen tvivl om, at den britiske økonomi har lidt som følge af Brexit, men skaden er ikke så alvorlig, som man havde forudset. Det er bedre end forventet, men ikke så godt som håbet, er holdningen i øjeblikket, men det er stadig tidligt, og hvad der sker i de kommende år, må tiden vise!