Det er mere end tre år siden, at Storbritannien trådte ud af EU (Brexit), og mange britiske borgere er stadig forvirrede over, hvorfor bruddet fandt sted, og om det var et godt træk. Folkeafstemningen om at forblive medlem eller forlade EU blev afholdt i juni 2016, og det var en tæt afgørelse, da 51,9% stemte for at forlade EU, mens 48,1% ønskede at bevare EU-medlemskabet.
I marts 2017 underrettede den britiske premierminister Theresa May officielt EU-Kommissionen om Storbritanniens udtræden, og Brexit-forhandlingerne gik i gang med det formål at gøre processen så smidig som muligt. Slutningen af marts 2019 var den foreslåede udtrædelsesdato, men den blev udskudt på grund af det britiske parlamentsvalg i juni 2017. Den ustabile situation i den britiske regering forsinkede implementeringen af artikel 50, som er EU’s retningslinjer for lande, der ønsker at udtræde frivilligt af EU.
Utilfredshed med EU-medlemskab
Storbritannien blev først medlem af EU i 1973 (dengang kaldet De Europæiske Fællesskaber eller EF), og selv om der var enorme økonomiske fordele ved medlemskabet, var det ikke alle britiske borgere, der var tilfredse med situationen. Især England værdsatte sin status som suveræn stat og betragtede medlemskab af EU som afgivelse af magt og autoritet til et fremmed organ.
Allerede fra begyndelsen var de britiske borgere uvillige til at ændre deres valutaenhed fra det britiske pund til euroen og fravalgte denne medlemsklausul. Ved at beholde sin egen valuta fik Storbritannien en vis økonomisk suverænitet, men der var stadig en række euroskeptikere, som ikke ønskede andet end at forlade EU så hurtigt som muligt.
En folkeafstemning i 1975 om, hvorvidt Storbritannien skulle forblive i EU eller ej, blev støttet af lidt over 67% af vælgerne. Men det faktum, at næsten en tredjedel af vælgerne var imod medlemskab, gav allerede anledning til bekymring både i den britiske regering og i EU’s hovedkvarter.
Måske på grund af bekymring over den stigende anti-EU-stemning i Storbritannien blev der ikke afholdt flere folkeafstemninger i de næste 40 år, indtil pres fra euroskeptiske medlemmer af det konservative parti samt fra UKIP (UK Independence Party) tvang premierminister David Cameron til at garantere en offentlig folkeafstemning om EU-medlemskab, hvis hans konservative parti blev genvalgt.
Til manges overraskelse vandt Cameron og de konservative parlamentsvalget i 2015 (om end med en meget lille margin), og EU-folkeafstemningen blev planlagt til juni det følgende år. Storbritanniens potentielle udtræden af EU blev hurtigt døbt Brexit, og der fulgte en periode med heftige kampagner fra ja- og nej-sigerne i månederne op til afstemningsdagen.
Lige til det sidste var udfaldet af Brexit-afstemningen uafklaret, og begge lejre udtrykte tillid til, at deres side ville vinde. Langt størstedelen af de engelske borgere gik ind for at forlade EU, men (måske på grund af hovedstadens mangfoldighed) stemte London-området for at bevare EU-medlemskabet. Wales stemte også nej, men Skotland og Nordirland var helt klart for at blive i EU-familien.
Afstemningen var tæt, men et snævert flertal gjorde udslaget. Premierminister Cameron gik af, og Storbritannien var på vej ud af EU. Næste skridt var at opfylde betingelserne i artikel 50, hvilket ville indebære fire lange år med forhandlinger.
Argumenter for Brexit
Brexit-folkeafstemningen skulle vise de EU-kritiske fraktioner i det konservative parti og andre steder, at de britiske vælgere gik stærkt ind for at blive i EU. På foranledning af den daværende premierminister, David Cameron, forventede man en rungende bekræftelse af EU-medlemskabet. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, da Cameron havde fejlvurderet befolkningens opbakning til at bryde med EU.
EU-modstanden havde været under opbygning i Storbritannien i årtier, og Brexit-folkeafstemningen gav endelig de utilfredse borgere mulighed for at udtrykke deres utilfredshed. De, der gik ind for Brexit, nævnte en række faktorer for at vælge EU-medlemskabet fra, og blandt de vigtigste var økonomiske problemer, stigende indvandring og politik.
Økonomiske spørgsmål
Selvom en række Brexit-fortalere (kaldet Brexiteers) anså EU for at være økonomisk fordelagtigt for Storbritannien, anså flertallet EU’s regler for at være restriktive og en begrænsning af markedsfriheden. Ledende brexiteers som UKIP-lederen Nigel Farage mente, at en udtræden af EU ville gøre det muligt for Storbritannien at indlede frihandelsforhandlinger med lande uden for EU som USA.
Disse nye handelsaftaler ville være til fordel for Storbritannien og hjælpe med et tiltrængt økonomisk opsving efter den britiske finanskrise i 2008 og en lignende krise i hele EU et år senere.
Som medlem af EU var Storbritanniens økonomi tæt forbundet med EU’s, og hvis Europa havde det svært, havde det en negativ effekt på Storbritannien. I Storbritannien skabte sparereformerne i 2010 også uenighed i befolkningen, da de oplevede betydelige nedskæringer i offentlige ydelser og velfærdsbetalinger.
Stigende indvandring
Allerede før Storbritannien blev medlem af EU, var immigration et omstridt emne. Efter Anden Verdenskrig oplevede Storbritannien en markant stigning i antallet af immigranter, og mange briter var bekymrede over det stadigt stigende antal.
Statistikker viser, at 201.000 EU-borgere migrerede til Storbritannien i 2013, og dette tal steg til 268.000 det følgende år. Disse EU-borgere havde juridisk ret til at flytte til Storbritannien, ligesom britiske statsborgere frit kunne bosætte sig og arbejde i et hvilket som helst andet EU-medlemsland. Dette faktum beroligede dog ikke dem, der mente, at tallene var alt for høje.
I 2015 ankom omkring 170.000 migranter til Storbritannien fra andre EU-medlemslande, mens yderligere 190.000 migranter kom fra lande uden for Den Europæiske Union.
En lille meningsmåling blandt 12.000 vælgere på folkeafstemningsdagen afslørede, at omkring en tredjedel af Brexit-tilhængerne stemte for at forlade EU på grund af bekymringer om grænsesikkerheden og mente, at strømmen af immigranter bedst kunne kontrolleres, hvis Storbritannien havde ansvaret for sine egne grænser.
Data fra University of Oxford viste også, at reduktion af indvandring og styrkelse af grænsekontrol var den vigtigste grund til at stemme JA for ca. 56% af pro-Brexit-vælgerne.
I en artikel om Brexit bemærkede det britiske ugeblad “The Economist”, at områder i Storbritannien, der oplevede betydelige stigninger i antallet af migranter, var meget mere tilbøjelige til at stemme for at forlade EU for næsten 94% af de mennesker, der havde til hensigt at stemme.
En anden faktor i den voksende støtte til Brexit var flere østeuropæiske landes optagelse i EU. Det var hovedsageligt fattige lande med en forholdsvis lav levestandard, og borgerne fra disse lande var hurtige til at flytte til Storbritannien for at få et bedre liv. Det store antal østeuropæere, der ankom, øgede bekymringen over indvandringsniveauet, og mange briter støttede UKIP og sluttede op om dets leder, Nigel Farage.
Politik og retningslinjer
I 2017 beskrev USA’s tidligere præsident Trump Tysklands beslutning om at lukke over en million illegale indvandrere ind som en “katastrofal fejltagelse“, og dette synspunkt blev støttet af UKIP. Strømmen af illegale indvandrere var ikke begrænset til Tyskland, da de nyankomne hurtigt spredte sig over hele Europa med Storbritannien som den foretrukne destination for mange.
Som en del af EU var der kun lidt eller ingen kontrol med, hvem der rejste ind i Storbritannien fra et andet EU-medlemsland, og antallet af migranter (lovlige og ulovlige), der ankom til britisk territorium, voksede hurtigt. Storbritannien var som medlem af EU underlagt europæiske love og regler og kunne ikke nægte de ankommende migranter indrejse.
De, der ønskede at blive i EU, var hurtige til at kalde Brexiteers for racister, men selv om det måske var sandt for nogle, var det for langt de fleste et spørgsmål om national sikkerhed og om at sætte briterne først.
At forlade EU ville betyde, at Storbritannien ikke længere skulle følge EU’s regler og kunne gennemføre sine egne politikker vedrørende indvandrere og indvandring.
Britisk suverænitet
Briterne er en stolt race og tager ikke imod ordrer fra udlændinge. At være underlagt EU-regler og love fra bureaukrater i Bruxelles var uacceptabelt for mange britiske borgere fra starten, og denne harme voksede kun med tiden.
For disse britiske borgere betød Brexit enden på europæisk kontrol over britiske anliggender og en tilbagevenden til de dage, hvor Storbritannien var suverænt. Den britiske regering er allerede begyndt at tage kontrol over de britiske grænser med indførelsen af UK Nationality and Borders Act i 2022 og den planlagte indførelse af UK ETA (Electronic Travel Authorisation) i slutningen af 2023.